Dr. Víctor Cárdenes Van den Eynde
Jeg vil i dag tale om verdens vigtigste tagskiferformationer, deres karakteristika og historiske betydning. Inden jeg går videre, vil jeg gerne kort definere forskellen på skifer og tagskifer.
Skifer er en stentype, som er relativt almindelig i jordskorpen. Den er fra et geologisk synspunkt defineret som en meget finkornet bjergart med en struktur af metamorf oprindelse kendt under betegnelsen slatiness, hvilket betyder, at den kan åbnes i strimler af varierende tykkelse.
Tagskifer er en sten af metamorf oprindelse, som kan åbnes i tynde plader, der bruges som materiale til tage og teglsten. Der hører forskellige stentyper til denne kategori: metalutit, skifer i egentlig forstand, fyllit eller glimmerskifer.
Ikke alle slags skifer er egnet til brug som tagdækning, og ikke alle slags tagskifer er skifer i egentlig forstand.
Nu, hvor jeg har gjort dét klart, skal vi se på, hvordan de er fordelt rundtom i verden. De vigtigste skiferformationer findes i dag i det nordvestlige Spanien mellem provinserne Ourense og Leon. Der er forskellige varianter, men de har alle en farve, der spænder fra blåsort til grå, en tekstur, der spænder fra ru (grå skifer) til glat (sort skifer) og en høj eksfolieringskapacitet, som gør, at man kan opnå tykkelser på mellem tre og otte millimeter.
Denne tagskifer ligner den, der historisk blev udvundet i Frankrig og Tyskland, som begge er lande med en lang skifertradition, men hvor stenbruddene er udtømt for længe siden. Næsten 80 % af den tagskifer, der sælges på verdensplan, kommer herfra. Der er også to små skiferaflejringer i Spanien, hvor der udvindes hhv. grønne og grå (Britonia i provinsen Lugo) og grå (Bernardos i Segovia) fyllitter.
Der var engang betydelige skiferaflejringer i resten af Europa i Wales, Frankrig, Tyskland, Italien og Tjekkiet, men disse er nu næsten udtømt, og der er nu kun en smule aktivitet tilbage, hovedsageligt i Wales, hvor man udvinder skifer i grønlilla og grå nuancer.
Derudover er grøn serpentin en meget populær stentype i det nordlige Italien. Denne sten med ru tekstur, som eksfolierer i tykke plader, er højt værdsat i høje bjergområder på begge sider af den italiensk-schweiziske grænse. I Skandinavien udvinder man grå og grønne kvartsitter og glimmerskifer, der er tykke, ru sten.
Uden for Europa er der betydelige skiferaflejringer i USA (Vermont, New York og Pennsylvania), hvor man udvinder sort, lilla, grøn og rød skifer. Amerikanske skiferbrud er små sammenlignet med dem i Spanien, og de udvinder skiferen med sprængstoffer i stedet for at bruge diamanttråd. Dette reducerer imidlertid udnyttelsesgraden af skiferen.
I Canada er der Saint-Marc-du-Lac-Long-skiferbruddet i Quebec, som producerer en glat, sort skifer. Dette stenbrud bruger diamanttråd og har en større produktion end de andre stenbrud på det nordamerikanske kontinent.
I Sydamerika er der Minas Gerais-skiferbruddet i Brasilien. Her fremstilles en særlig type skifer til tagdækning, da selve bjergarten ikke er skifer fra et geologisk synspunkt, men metalutit, der er en bjergart af lavere metamorf kvalitet end skifer. Den kan let skelnes fra skifer. Den har et mat udseende, ingen fibre eller korn på overfladen, og dens snit er ikke så lige og rent som skifer. Den udvindes hovedsageligt i grå og grønne nuancer. I Argentina findes et stenbrud med grøn fyllit, der svarer til stenbruddene i det nordlige Spanien.
Der er to potentielle skiferproducerende lande i Asien, men de er endnu ikke kommet rigtigt i gang: Indien og Kina. Disse lande har en stor variation af sten, så det er nogle gange svært at gennemskue, hvad de faktisk producerer. Hver palle kan være en overraskelse. Deres skiferindustri er også stadig i sin vorden, og processerne for fremstilling og kvalitetskontrol lader meget tilbage at ønske. Indien har også det problem oveni, at der gøres brug af børnearbejde.
Det vedhæftede kort, som jeg har opdateret regelmæssigt gennem adskillige år, viser de vigtigste tagskiferformationer samt forklarer The International Roofing Slate Classification, der blev etableret i 2016. Aktive skiferaflejringer er markeret med en firkant, og udtømte skiferaflejringer er markeret med en ottekant.
Klik på billedet for at se kortet over tagskiferformationerne i stort.
Den største forekomst af skiferaflejringer er altså koncentreret i Europa, hjemstedet for skifertraditionen. I resten af verden blev skiferbruddene åbnet af europæiske immigranter (f.eks. i USA, Canada, Australien) til forsyning af det indenlandske marked eller den europæiske byggebranche (Brasilien, Kina, Indien).
Den spanske skifertagindustri er verdens førende – både inden for produktfremstilling og kvalitet og inden for service. Der kan være lande, som producerer lignende skifer som Spanien til en lavere pris, men altid på bekostning af kvaliteten.
Taget er en af de vigtigste dele af en bygning, og derfor skal det være fremstillet af det bedst mulige materiale. Det vigtigste at huske på er, at det, der gør skifer til et godt materiale, ikke blot er stenens kvalitet, men kvaliteten af virksomheden bag den.